Spar på strømmen og gør elregningen billigere
Er du også træt af høje elregninger? Mange danskere oplever stigende elpriser, og der er flere gode grunde til at spare på dit elforbrug.
Den største besparelse sker oftest ved at se indad, med fokus på egne vaner i hjemmet. Det eneste, det kræver, er blot, at du tænker over dit strømforbrug
Denne artikel giver dig et overskueligt overblik over mulige punkter at fokusere på, så du dermed kan opnå store besparelser. Læs mere omkring de største strømslugere her eller gå direkte til de 14 tips her.
App til elforbrug
Vi starter lige med et tip til dig:
Hos de fleste elselskaber finder du en app til elforbrug, så du kan følge dit strømforbrug ved bare at hive telefonen op af lommen. Så kan du nemt og hurtigt logge ind i selvbetjeningen, uanset om du er hjemme eller på farten, og få det store overblik. Hvis du gerne vil spare på strømmen, kan det varmt anbefales at downloade en app til elforbrug.
Hos Velkommen har vi naturligvis også lavet en elpris app, hvor du kan følge strømprisen time for time.
Vær opmærksom på, at det er en forudsætning, at du har en elaftale med variabel elpris, hvis du ønsker at opnå en besparelse. Hos Velkommen får du altid en elaftale med en variabel elpris, og du kan udnytte strømmen, når den er billigst.
Spar på strømmen ved at kende de største strømslugere
Det er selvfølgelig svært at sige, hvad der er de største strømslugere i lige præcis dit hjem, da dette afhænger af, hvordan du bruger din strøm. Hvis man holder opvarmningen af hjemmet uden for regnskabet, fordeler forbruget hos en gennemsnitsfamilie sig således:
Typisk elforbrug baseret på lejlighed.
Kilde: https://sparenergi.dk/forbruger/el/dit-elforbrug/typisk-elforbrug
De store syndere i en husstands elforbrug er altså typisk underholdning, vask samt køle- og fryseapparter, der udgør henholdsvis 39%, 16% og 23% af en gennemsnitlig husstands elforbrug.
Hvordan kan jeg spare på strømmen?
Hvis du synes, at dit og familiens strømforbrug er for højt, eller hvis I bare vil spare på strømmen for at reducere elregningen, er der heldigvis mange håndgribelige råd, I kan følge. Der kan spares mange penge om året med enkle adfærdsændringer og udskiftninger, og I behøver ikke at gå på kompromis med jeres levestandard.
Lad os gennemgå nogle af de bedste råd til at spare på strømmen.
14 tips til at spare på strømmen
Herunder finder du 14 simple tips der er enkle at gå til, og som du formentlig ikke vil kunne mærke i dagligdagen – udover på elregningen. Klik på de enkelte tips og gå direkte til de enkelte tips.
- Sluk lyset efter dig
- Udnyt den billige strøm om natten
- Brug tørresnoren
- Brug ikke standby tilstand
- Fyld vaskemaskinen helt op
- Vask ved 20 eller 30 grader
- Sluk routeren
- Køb et nyt tv
- Ændre dine streamingvaner
- Stil maden i ovnen inden den er varm
- Sænk temperaturen i køleskabet
- Afrim din fryser
- Optø mad fra fryseren i køleskabet
- Gennemgå og udskift dine lyspærer
1. Sluk lyset efter dig
Sluk lyset i de rum, du ikke opholder dig i. Mange har for vane at tænde lyset, når de er hjemme, selv på tidspunkter, hvor det egentlig ikke er nødvendigt. Et godt råd er derfor at rulle persiennerne op og trække gardinerne fra, så du kan udnytte det naturlige dagslys i stuen.
2. Udnyt den billige strøm om natten
Der kan være penge at spare på elregningen, hvis du flytter noget af dit forbrug til andre tidspunkter af dagen. Helt konkret kan du forsøge at minimere strømforbruget mellem 17.00-20.00, hvor efterspørgslen på strøm er størst og prisen på el derfor også dyrest.
Du kan eksempelvis spare penge ved at starte opvaskemaskinen, vaskemaskinen mv. om natten, hvor elnettet er mindst belastet og elprisen typisk lavest.
TIP: Følg elpriserne time for time og udnyt de billige tidspunkter. Se hvordan her.
3. Brug tørresnoren
Det giver sig selv, at du både sparer penge på strøm og på indkøb og slid af en tørretumbler, ved at tørre tøjet udenfor.
Har du mulighed for at hænge tøjet til tørre udenfor kan du spare ca. 6 kr. for hver gang du vælger tørresnoren frem for en B-mærket tørretumbler. Alternativt kan du skifte din tørretumbler til en nyere model. Har du eksempelvis en tørretumbler i energiklasse C bruger den ca. dobbelt så meget strøm som en i energiklasse A+.
4. Brug ikke standby tilstand
Selvom du har slukket for tv’et eller andre elartikler, er der ofte en lille rød lampe, som lyser. Det betyder, at du ikke har slukket helt for dit strømapparat, og hvad der er værd at huske er, at denne lille røde lampe også kræver strøm. Det koster mellem 500-1.000 kr. årligt at have dine apparater på standby, så gør det til en vane at slukke på stikkontakten, når tingene ikke bliver brugt. Du kan med fordel anvende en elspareskinne – på den måde er du sikker på, at alle enhederne, som er forbundet, vil være slukket, når du slukker for din primære enhed. Vær dog opmærksom på, at der er noget elektronisk udstyr, der ikke har godt af at blive slukket, så læs altid manualen først.
Tøjvask fylder meget i hverdagen og også i elforbruget
Helt konkret udgør tøjvask 16% af elforbruget i en gennemsnitlig husstand, derfor er der mange penge at spare ved at følge de næste råd på listen.
5. Fyld vaskemaskinen helt op
Der vaskes i gennemsnit kun 3,2 kg tøj ad gangen i de danske hjem. For at spare på netop denne post er det oplagt at udnytte vaskemaskinens fulde potentiale. Flere vaskemaskiner er beregnet til at kunne vaske 5-6 kg eller 7-8 kg tøj ad gangen.
Men hvad sparer du helt konkret på dette tiltag? Du kan spare helt op til 130 kr./år, hvis du fylder vaskemaskinen op hver gang – dvs. kun kører 2 gange ud af 3. eksempelvis med A+++ vaskemaskine til 7-8kg.
I mange familier fyldes vaskemaskinen kun halvt op, når der vaskes, mens opvaskemaskinen også får lov til at køre, selvom den ikke er helt fyldt. Det er nemt at spare på strømmen ved at fylde maskinerne helt op, inden du starter dem, så du kan nøjes med færre vaske og udnytte kapaciteten.
6. Vask ved 20 eller 30 grader
Vask tøjet på lavere grader for at spare på energiforbruget i hjemmet. Halverer du temperaturerne fra 40 til 20 grader, vil du opleve at spare 55 % af elforbruget. Tøjet bliver stadigvæk rent, og din pengepung får det langt lettere. Derudover sparer du mange kWh og penge ved at droppe tørretumbleren og hænge tøjet på tørresnoren.
Men hvad sparer du helt konkret på dette tiltag? Du kan spare helt op til 210 kr./år. I A+++ vaskemaskine til 7-8kg.
Underholdning er den helt store post
Det kommer nok ikke bag på mange, at hjemmets digitale underholdning er den største strømsluger i hjemmet. Som tidligere nævnt udgør denne post helt op til 39 % og dækker som udgangspunkt over digital underholdning, skærme og fjernsyn.
Det er selvfølgelig helt enkelt, at jo mindre skærm, des mindre elforbrug hjemme hos dig. Det er dog også en realitet at skærmene fylder mere og mere i de danske hjem.
Derfor er det endnu mere relevant at se om du har enkelte vaner der kan ændres på og dermed reducere dit elforbrug og formindske din elregning. Tag et kig på de næste punkter på listen, og se, hvor du kan spare ved at tænke over dit forbrugsmønster.
7. Sluk routeren
Når du ikke bruger WiFi, kan der faktisk være en del strøm at spare ved at slukke for din router. Tager du eksempelvis på ferie, er det en rigtig god idé at slukke for routeren, mens I er væk.
8. Køb et nyt tv
Det kan godt betale sig at tage et kig på sit tv. Når du skal ud og investere i et nyt TV, er det fornuftigt at se efter energimærke E eller bedre. Derudover kan du gøre det til vane at slukke på stikkontakten, når du er færdig med at se TV. Som nævnt tidligere er der mellem 500-1000 kroner at spare ved at slukke for standby-apparaterne.
Nogle af de største strømslugere i huset er ældre tekniske apparater. Det gælder også hårde hvidevarer såsom køleskab, fryser, vaskemaskine og opvaskemaskine. Tilsammen udgør elforbruget til hårde hvidevarer omkring en tredjedel af det samlede strømforbrug for en husstand. Hvis du har en ældre model eller apparater fra en lav energiklasse, kan I spare væsentligt på strømmen ved at skifte de ældre apparater ud med nyere og mere energieffektive modeller.
Gå altid efter apparater fra den højeste energiklasse for at spare mest på strømmen.
9. Ændr dine streamingvaner
Stream direkte fra tv’et eller vha. chromecast eller Apple TV såfremt det er muligt. En spillekonsol bruger eksempelvis 12-20 gange mere strøm på streaming end Chromecast eller Apple TV.
Madlavning
Som det ses på diagrammet over en husstands elforbrug længere oppe i artiklen, står madlavning for cirka 16 % af dit elforbrug. Derfor kan der være en del penge at spare på denne post.
10. Stil maden i ovnen, inden ovnen er helt varm
Hvis du laver mad i ovnen, som skal have mere end 15 minutter, betyder det sjældent noget for madens kvalitet, om ovnen er varm forinden. Stil derfor maden i ovnen, samtidig med at du tænder for den – herved kan du sænke dit elforbrug på madlavning
Køl- og frys
Vi danskere bruger i gennemsnit 23% af vores strøm på køl og frys, så der er en del penge at spare ved at tænke på energiforbruget – både i hverdagen, og når du køber nye hvidevarer. Derfor er der også gjort plads til nogle gode tips angående køl og frys, der kan hjælpe dig med at mindske dit elforbrug.
11. Sænk temperaturen i køleskabet
For hver grad du sænker temperaturen i dit køleskab, så stiger dit elforbrug med hele 5 %. Derfor skal du passe på med, at køleskabet bliver for koldt. Hold det i stedet på omkring de 5 grader, som det anbefales. Derudover giver det samtidig mening at give plads til luftcirkulation.
12. Afrim din fryser
Din fryser bruger meget energi på at sænke temperaturen, da isen på siderne af fryseren isolerer. Er der bare en halv centimeter is på overfladerne i din fryser, kan det være en god idé at fjerne det jævnligt. For at fjerne isen lettest muligt kan du slukke din fryser og sætte en spand med varmt vand ind i den.
13. Optø mad fra fryseren i køleskabet
For at sparer yderligere på strømmen til køleskabet er det samtidig oplagt at optø mad fra fryseren i køleskabet.
Når du tager mad ud af fryseren, kan du spare på strømmen ved at tø den op i køleskabet. Dette sparer på dit køleskabs forbrug til at holde maden kold og giver dig på den måde ”gratis strøm”. Derudover bruger fryseren mindre strøm, når du afrimer den.
14. Gennemgå og udskift dine lyspærer
Du har måske hørt det før, men LED-lys er vejen frem, når du ønsker at spare på belysningsposten. LED-lys er generelt billigere i drift, da de bruger væsentligt mindre strøm end en gammeldags glødepære, halogenpære, sparepære og lysrør.
Skifter du dine halogenpærer til LED-pærer, sparer du 80 kr./år pr. pære.
LED-pærerne kategoriseres med energimærke A+ og bruger kun 7 kWh om året. Når du skal skifte til LED, bør du se efter LED-pærer hos de store, veletablerede virksomheder – og så er det også væsentligt ikke at gå på kompromis med prisen. Dette skyldes, at der stadigvæk findes mange billige udgaver af LED-pærer, som har problemer med lyskvaliteten og udsender et blåligt skær.
Hvis din bolig belyses med halogenpærer, kan der nemt spares på strømmen ved at udskifte dem med LED-pærer, som har et væsentligt lavere strømforbrug. Det er en ganske lille investering, som hurtigt betaler sig via strømbesparelserne. Som de fleste nok også har fået fortalt af deres forældre, er det også vigtigt at slukke lyset i de rum, man ikke bruger. Vær opmærksom på at undgå et unødvendigt strømforbrug på belysning af tomme rum i huset.
I en tid med stigende elpriser er der for mange danskere kommet større fokus på elforbruget i husstanden. Er du blevet overrasket over din elregning, og ønsker du at spare på strømmen? Så læs med herover, hvor du får gode råd til, hvordan du kan følge dit elforbrug og foretage simple ændringer, der kan spare dig tusindvis af kroner hvert år.
Hvor meget strøm bruger en familie?
Inden du begynder at finde på måder at spare på strømmen, kan du med fordel sammenligne dit elforbrug med andre husstande, som ligner din egen. Der er store forskelle på vaner og adfærd mellem familier, men hvis man sammenligner med gennemsnittet, kan man få en fornemmelse for, om man bruger lidt eller meget strøm i forhold til andre. Så hvor meget strøm bruger en familie?
Ifølge Energistyrelsen bruger en typisk dansker i gennemsnit 1.600 kWh om året. For familier kan der være stor variation i forhold til boligforhold samt familiens størrelse og sammensætning. En familie med to voksne og to teenagere i et hus på 150 m2 bruger i gennemsnit ca. 5.000 kWh om året. Vil du se, hvor stort din husstands elforbrug er i forhold til et normalt elforbrug for en lignende husstand, kan du benytte Energistyrelsens elforbrugsberegner.
Hvordan følger jeg mit elforbrug?
Flere danskere er i løbet af de seneste år blevet mere opmærksomme på deres elforbrug på grund af de stigende elpriser. Mange er blevet overraskede over størrelsen på deres elregning, som har været langt højere end normalt, og de er begyndt at tænke på, hvordan man kan spare på strømmen. Der er derfor også større fokus på spørgsmålet: ”Hvordan følger jeg mit elforbrug?”
Hver gang du modtager din elregning, vil det være tydeligt angivet, hvor meget strøm din husstand har brugt i perioden. Det er én måde at følge dit elforbrug løbende, men på denne måde kan du kun holde dig opdateret omkring dit forbrug, hver gang du modtager en regning. Vil du følge med i dit forbrug oftere, så du kan se, om du har sparet på strømmen, kan det også lade sig gøre.
Brug selvbetjening hos dit elselskab
De fleste elselskaber har i dag en selvbetjening, hvor du kan logge ind på din egen profil og få et overblik over alle dine oplysninger. Det gælder også dit strømforbrug. Hvis du vil følge med i dit strømforbrug, skal du altså blot logge ind i selvbetjeningen og vælge den periode, du vil holde øje med.
Hos Velkommen kan du også hurtigt og nemt følge dit strømforbrug via selvbetjeningen MitVelkommen. Her kan du både se dit estimerede forbrug og det faktiske forbrug for en ønsket periode.
Du kan også få vist dit strømforbrug for hele året, for en specifik måned eller helt ned til en enkelt dag. På denne måde kan du løbende overvåge dit forbrug og se, hvordan det udvikler sig i løbet af en dag og i løbet af ugen.
Spar på elregningen, vælg et billigt elselskab
Den pris, som du betaler for el, afhænger af din elleverandør. Hos nogle leverandører skal du nemlig betale abonnement for at være kunde hos dem. Det skal du ikke, når du er kunde hos Velkommen.
Det skal være nemt, overskueligt og billigt at være elkunde – uden at gå på kompromis med hverken kundeservice eller den grønne omstilling. Derfor har vi intet abonnement på vores elaftale og sælger desuden billig el til en variabel pris. Med en variabel elprisaftale kan du nyde fordelene af billig el ved at tænke over dit strømforbrug.